Sider

søndag den 26. januar 2014

Paleo broccoli-pizza med svampe, tomater og balsamicoløg

Hvem elsker ikke pizza? Jeg gør i hvert fald, men det er nu rart at kunne spise sig mæt med god samvittighed. Jeg har tidligere eksperimenteret med den så berømte blomkålspizza. Denne pizzabund er imidlertid lavet på broccoli, hytteost og æg tilsat lidt HUSK (loppefrøskaller), og har en overraskende fast og sammenhængende konsistens, som minder meget om en traditionel pizzabund. Velbekomme :)





Faktisk forberedte jeg allerede det meste af broccolibunden dagen før, da jeg lavede disse fyldte peberfrugter med broccoli, sesam og hytteost. Jeg lavede blot dobbeltportion af broccoli/hytteost/sesammel-blanding og gemte halvdelen i en bøtte i køleskabet til denne pizzabund, sådan at jeg bare manglede at røre æg og HUSK i - virkelig nemt!

Broccolipizza med svampe og 2 slags tomater (1 person):

Bund:
  • ½ broccoli
  • 3/4 dl hytteost
  • 1 spsk sesammel
  • 1 æg
  • 1 god spsk HUSK loppefrøskaller
  • salt og peber
Fyld:
  • 6-8 blommecherrytomater
  • 6 champignoner
  • 1 lille rødløg
  • ½ spsk balsamicoglaze
  • 2 tsk olivenolie
  • salt
  • ost efter smag (jeg brugte lidt smuldret gedeflødeost)
Kog broccolien og damp den tør i gryden. Purer med en stavblender og rør de øvrige ingredienser i. Bred massen ud i en cirkel på en bagepapirsbeklædt bageplade. Skær løget i tynde både og tomaterne i halve og vend dem med balsamicoglaze, olie og lidt salt. Læg dem med skæresiden på på bagepladen ved siden af broccolibunden og bag det hele 15 minutter ved 200 grader. Skær herefter svampene i skiver og fordel dem på den forbagte bund, evt. sammen med ost. Giv pizzaen yderligere ca. 10 minutter i ovnen og top med ost. Server straks!








Ingen kommentarer:

Send en kommentar