Sider

mandag den 3. marts 2014

Honningglaseret landskinke

Efter jeg er begyndt at træne en del i fitness har jeg vist fået mere kødtrang, og fandt således mig selv på vej hjem fra indkøb med to store klumper kød i rygsækken - mig, der aldrig har købt en steg før!! Nå, men den ene var altså en salt landskinke, som jeg straks drømte om med en dejlig honningglasering, og den kommer her! Velbekomme :)


Honningglaseret landskinke:
  • ca. 1 kg landskinke (eller hamburgerryg)
  • 1 kanelstang
  • 5 laurbærblade
  • 1 spsk æblecidereddike
  • ca. 12 hele nelliker (kan evt. udelades)
  • 100 g honning (gerne en der er lidt kraftig i smagen)
  • 1 spsk dijonsennep
  • 1 spsk balsamicoglaze
Kog skinken ca. tre minutter og skift herefter vandet for at tage lidt at saltet ud af kødet. Tilsæt kanel, eddike og laurbærblade til det friske kogevand og kog skinken i ca. 1 time.
Rør i mellemtiden honning, sennep og balsamicoglaze sammen og forvarm ovnen til 200 grader. Tag skinken op af gryden (gem kogevandet!) og læg den i et ildfast fad. Rids den på kryds og tværs og stik nellikerne ned rundt omkring. Hæld honningglasuren over og smør skinken godt ind i den. Hæld lidt kogevand (ca. 2 dl) ved i bunden af fadet og steg skinken en halv time i ovnen.
Hæld den overskydende saft og kraft tilbage i en lille gryde og kog den ind til ca. det halve eller mindre, mens skinken lige hviler lidt. Skær den i skiver og server med saucen og fx bagte rodfrugter, blomkål eller en frisk slaw. 







Ingen kommentarer:

Send en kommentar