Sider

onsdag den 5. november 2014

Apple Pie Cheesecake med pekannødder og saltet flødekaramel

Denne kage, som jeg serverede for mine fødselsdagsgæster, er uden tvivl en af de mest fantastiske, det nogensinde er lykkedes mig at røre sammen! Bum. Den er cremet og klistret med søde, syrlige  og krydrede smage i én stor syngende smagsbombe: Nederst en bund af bastognekiks, ovenpå en let syrlig skyrcreme med vanille, øverst danske haveæbler sauteret med kanel, smør og farin og helt på toppen; ristede pekannødder og saltet flødekaramelsauce. Halleluja!



Apple Pie Cheesecake med bastognekiksebund, pekannødder og saltet flødekaramel: 
  • 250 g bastognekiks
  • 3 spsk æggehvider (jeg brugte nogle pasteuriserede jeg have på flaske)
  • 750 g skyr
  • 1 dl piskefløde
  • 4 æg
  • jævning: 1,5 spsk majsstivelse rørt ud i tilsvarende vand
  • 1 knsp. salt
  • 1/4 tsk vanillepulver
  • 1/4 dl citronsaft
  • 3/4 spsk Sød eller ca. 100 g sukker
---
  • 5-6 små syrlige danske æbler
  • 3 spsk farin
  • 2 tsk kanel
  • 1 tsk ingefær
  • 0,5 tsk kardemomme
  • en god smørklat (ca. 15 g)
  • 50 g pekannødder
Karamelsauce (portionen rækker længere end til denne kage):
  • 1 dl sukker
  • 1,5 dl farin
  • 0,5 dl vand
  • 1 dl fløde
  • ca. 25 g smør
  • ca. 1 tsk salt
Tænd ovnen på 175 grader. Kom bastognekiksene i blenderen og kør dem til fine krummer. Tilsæt æggehvide og bland godt. Hæld krummerne ud i en smurt tærteform og tryk dem godt sammen til en jævn bund, evt. med en lille kant hele vejen rundt, hvis der er nok i forhold til størrelsen på din tærteform. Forbag bunden 10 minutters tid.

Tilbered imens fyldet: Blend skyr, fløde og æg sammen og tilsæt vanille, salt, jævning og sødning. Hæld blandingen i den forbagte tærtebund og bag 30-35 minutter, til det er stivnet men stadig blævrer i midten, hvis du ryster let på formen. Lad kagen køle helt af på køkkenbordet og sæt den på køl ind til servering, mindst 3-4 timer.

Skræl æblerne og skær dem i mindre både. Smelt smørret i en lille gryde ved svag til jævn varme og kom æbler, krydderier og farin i. Sautér et 3-5 minutter, mens du forsigtigt vender i æblerne, så de ikke går i for meget i stykker. Når æblerne er møre, men stadig har lidt bid og begynder at se let karamelliserede ud tages gryden af varmen.  
Rist pekannødderne på en varm tør pande og lad dem køle af på en tallerken, inden du brækker dem i grove stykker.

Lav karamelsaucen: kom sukker, farin og vand i en kasserolle eller lille gryde og varmt langsomt op så sukkeret smelter. Lad det simre 8 minutters tid og vip gryden ind i mellem. Tilsæt fløden under omrøring og tag gryden af varmen. Rør salt og smør i og hæld i en beholder, der kan holde til varmen. Lad karamellen køle af.

Ved samling (for det flotteste resultat helst lige inden servering): Fordel æblerne på den afkølede cheesecake og drys med pekannødder. Dryp noget af karamelsaucen henover og server resten i et glas ved siden af, så man selv kan komme ekstra på, hvis man synes.








4 kommentarer:

  1. Min Gud, hvor ser det bare lækkert ud!

    - Sara // www.sarasskab.blogspot.dk

    SvarSlet
  2. Hej Anne
    Den ser så lækker ud!
    Har det en betydning hvilken skyr man bruger. Jeg tænker at Thises skyr fx er markant tykkere i konsistensen, end de fleste andre, og det måske har en betydning.
    Vh Matilde

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Mathilde
      I al beskedenhed, så er det altså også en af de bedste kager, jeg nogensinde har bagt! ;-)
      Jeg har faktisk også sommetider overvejet det der med årsagen forskellen i konsistens på forskellige slags skyr, for indholdet burde jo være nogenlunde det samme bortset fra et par procent fra eller til i fedt. Men altså, til denne kage brugte jeg enten Cheasy eller Dit valg skyr, som begge er tyndere varianter, og i andre 'cheesecakes' har jeg endda brugt almindelig yoghurt som erstatning for noget af skyr-mængden. I denne kage er der tilgengæld tilsat piskefløde, som giver en lidt federe smag og cremethed, hvor en ren skyr-version er mere 'frisk' i det. Så for at svare på dit spørgsmål, vil jeg mene at man kan bruge en hvilken som helst slags skyr! ;-)
      kh Anne

      Slet
    2. Tak for det hurtige svar.
      Jeg har planer om at bage den til min mors fødselsdag, nu jeg har haft så meget held med dine andre opskrifter. Så jeg stoler på dine smagsløg.
      Jeg kender en islænding, der siger at originalt blander man skyr op med mælk når man fx spiser det til morgenmad. Det kan klart anbefales, især hvis man bruger Thises skyr.

      Slet