Denne lækre vegetarret er en variation over den klassiske kartoffelbar, men de hvide kartofler er skiftet ud med søde kartofler, som nok er en af mine yndlingsingredienser i det salte køkken. Kombinationen af den utrolige sødme, der frigives, når søde kartofler bages, med salt tilbehør er bare altid en sikker vinder! Velbekomme :-)
Bagte søde kartofler med sennepsmarinerede linser, avocado og cremefraiche (2. pers.):
- 1 bakke (4-500 g) søde kartofler (gerne øko - ofte billige i Rema 1000)
- olivenolie til pensling
- salt
- 1,5 dl grønne linser
- 1,5 spsk olivenolie
- 1 spsk æblecidereddike
- 0,5 spsk dijonsennep
- 2 små, modne avocadoer
- et lille rødløg
- Til servering: cremefraiche og nogle gode små oliven
Skrub de søde kartofler og skær rodender og evt. mærker af. Skær dem i halve på langs og læg på en bageplade med bagepapir. Pensl med olivenolie og drys gavmildt med salt. Bag dem. ca. 40-45 minutter ved 200 grader eller til de er møre.
Kog imens linserne i rigelig letsaltet vand, ca. 15 minutter, til de er møre, men stadig har bid. Hæld kogevandet fra. Pisk olivenolie, eddike og sennep sammen til en dressing og vend den i de kogte linser.
Skær avocadoerne i tern og hak rødløget fint.
Server de bagte søde kartofler med marinerede linser, avocado, et drys rødløg, en klat cremefraiche og lidt oliven.
Jeg får med det samme lyst til vegetarmad ♥
SvarSletDet ser lækkert ud.
God weekend :)