onsdag den 13. april 2016

Cæsarsalat-blomkålspizza med parmaskinke

Her kommer en rigtig luksus-pizza med lidt af alt det gode! En lækker blomkålsbund med fyld inspireret af cafe-klassikeren cæsarsalat, der traditionelt består af romainesalat, kylling en intens parmesandressing og croutoner. Her har jeg udeladt croutonerne, men til gengæld tilføjet lidt parmaskinke. Velbekomme! :-)


Cæsarsalat-blomkålspizza (2-3 personer):
  • 1 stort blomkålshoved
  • 4 små æg
  • 3 spsk kokosfibre
  • 1 dl græsk yoghurt eller skyr
  • 1 tsk salt
---
  • 200 g stegt kyllingebryst
  • 80 g parmaskinke eller serrano
  • 50 g parmesan 
  • 150 g græsk yoghurt
  • 1 spsk mayo
  • 2 tsk citronsaft
  • salt og peber
  • en halv bakke rucola eller ca. 1 miniromaine
  • 2 tomater
Skær blomkålen i grove stykker og puls dem til couscous-struktur i blenderen (jeg plejer at gøre det ad to omgange. Kom det i en stor røreskål og rør det sammen med æg, salt og yoghurt. Bland herefter kokosfibre grundigt i og bred massen jævnt ud på en bageplade med bagepapir. Sørg for at det hele og især kanterne bliver presset godt  sammen. Bag bunden ca. 25 minutter ved 200 grader og lad den køle lidt af på køkkenbordet.
Skær kyllingen i skiver og tomaterne i tynde både. Skyld salaten (og bruger du miniromaine, så skær den i grove stykker). Riv parmesanen fint og rør den med yoghurt, mayo og citronsaft. Smag til med salt og peber. Pluk parmaskinken i lidt mindre stykker. 
Fordel først salat og tomatbåde på den bagte blomkålsbund og top siden med kylling og parmaskinke. Server parmesan-cremen i en skål ved siden af. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar