søndag den 3. marts 2013

Et-ægs-omelette med tilbehør af spinat og svampe

Omelet eller æggekage indebærer ofte en frygtelig masse æg, der som bekendt godt kan være en lidt dyr ingrediens. Imidlertid kan det faktisk godt lade sig gøre at lave en omelet af bare ét æg, når man bare skal lave til sig selv. Opskriften kommer her! :)



Single-serving omelette med tilbehør af spinat og svampe (1 person):
  • 1 lille løg
  • 4 kugler frossen, helbladet spinat (ca. 150 g)
  • 1 stort fed hvidløg
  • 1/4 tsk muskat
  • 2 portobellosvampe (eller 8-10 champignoner)
  • 1 tsk balsamicoglace (eller 1 spsk mørk balsamico)
  • 1 stort æg
  • 1 spsk mælk
  • 1 spsk yoghurt
  • paprika
  • salt og peber
  • hytteost til servering
Hak løget og svits det i lidt olie i en lille gryde sammen med spinat. Læg låg over, mens spinaten tør op (kom evt. en smule vand i bunden af gryden). Tilsæt hakket hvidløg og muskat og lad det simre lidt. Smag til med salt.
Skær imens svampene i mindre stykker og svits dem i lidt olivenolie på panden, til de er møre. Giv dem lidt salt og vend med balsamicoglace. Hæld svampene over på din tallerken og skyl panden for at gøre klar til omeletten.
Pisk æg, mælk og yoghurt sammen i en skål og tilsæt 1/4 tsk salt og et godt drys paprika + lidt peber. Kom lidt olie på panden og hæld æggemassen ud herpå ved jævn varme (men endelig ikke for varmt!). Den vil løbe ud over det meste af panden og blive næsten pandekagetynd. Når massen stivner, løsnes forsigtigt ude i kanterne med en paletkniv for til sidst af vende omeletten som en pandekage. Steg den knap 1 minuts tid på den anden side og vend den over på tallerkenen sammen med spinat og en klat hytteost.

Velbekomme! :)




Ingen kommentarer:

Send en kommentar