mandag den 27. februar 2012

Hjemmelavet tahin

Man kan nemt og billigt lave sin egen tahin - vidste du det?

Hvis du ikke lige er klar over, hvad jeg snakker om, så er tahin en pasta lavet af ristede sesamfrø, som man blandt andet bruger som smagsgiver i hummus.

Nå, men jeg fandt denne opskrift på nettet:
  • 8 spsk sesamfrø
  • 2 tsk olie
  • Salt efter smag
  • 4-6 spsk varmt vand
Først kommes sesamfrøene i et fad, en bradepande, eller hvad man nu har og ristes i ovnen til de er gyldne og dufter let. Dvs. ca. en kvarter ved 200 grader - men hold øje! Og vend lidt rundt i dem med jævne mellemrum.


Kom de ristede sesamfrø i minihakkeren eller et lille blenderglas og blend, til du har en findelt smuldret masse.

Tilsæt så olie, vand og salt (den skal ikke være vildt salt) og blend igen.
Her afveg jeg nok en del fra opskriften, da jeg fandt det nødvendigt at tilsætte meget mere vand og olie for at få en tilfredsstillende konsistens.
Men måske har det også noget med min blender at gøre. Og måske min tålmodighed.
I princippet skulle man kunne lave tahin kun af sesamfrø, idet olien skulle udskilles af sig selv.

Nå, men her er resultatet:


Min helt egen, hjemmelavede tahin i et helt (tømt) købt glas.

Den kan som sagt bruges til at lave hummus, men er også god rørt med lidt yoghurt som dressing på fx salat eller tomater og auberginer. Man kan også bruge den som pålæg og smøre den på brødet. 
Og endelig smager den altså også virkelig godt med rødbeder, som jeg vist har nævnt før. Jeg skal på et tidspunkt dele en opskrift på en tomat-rødbedesuppe med tahin med jer!

Adieu.


3 kommentarer: