mandag den 26. november 2012

Focaccia med oliven og soltørrede tomater

Der er nu ikke noget som nybagt brød, og er der mange, der skal have en bid med, er et sådan focacciabrød som i dette blogindlæg ikke nogen dum idé! Det har en lækker blød og saftig krumme og så skal det hverken æltes eller formes, men bare hældes direkte ud i en bradepande og skæres i firkanter, når det er bagt. Fyldet kan selvfølgelig også varieres efter beholdning og smag. Bueno appetito! :)




Foccacia med oliven og soltørrede tomater (1 bradepande):
  • 25 g gær
  • 8 dl lunkent vand
  • 1 tsk honning
  • 2 tsk groft salt
  • 2 spsk oliven olie
  • 6 dl havregryn
  • 12 dl hvedemel
  • ca. 25 gode oliven (fx kalamata)
  • ca. 8 soltørrede tomater
  • rosmarin
  • oliven olie til pensling
Rør gær honning og salt ud i vandet. Tilsæt havregryn og rør siden hvedemel gradvis i. Dejen er meget klistret og skal ikke æltes. Dæk den med et viskestykke og sæt den til hævning en times tid.
Hak imens de soltørrede tomater groft og sæt dem i blød i lidt vand (udelad, hvis du bruger den slags i olie). Fjern stenene (hvis der er nogen) fra oliven og hak dem ligeledes groft.
Tænd ovnen på 210 grader og beklæd en bradepande med bagepapir. Hæld den hævede dej direkte her ud i og bred den så vidt muligt ud med en våd dejskraber, men uden at mase for meget luft ud af dejen. Dryp og pensl med lidt olivenolie og fordel soltørrede tomater (uden iblødsætningsvand) og oliven på brødet. Sørg for at prikke fyldet godt ned i dejen, så det ikke falder af, når brødet er bagt (det fik jeg ikke selv gjort i tilstrækkelig grad). Drys med rosmarin og bag brødet midt i ovnen ca. 30 minutter.
Min ovn og bradepande er ret lille, så jeg fik et meget højt brød. Hvis du har en almindelig ovn er det muligt at brødet skal bage 5-10 minutter mindre - hold øje med det!

Lad det køle en smule af og skær det ud i firkanter.




Du kan fx servere det som tilbehør til tapas og suppe - eller til grillmad (når det engang bliver sommer igen - suk.)!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar