søndag den 18. maj 2014

Skovbær-crumble med æble og krydret remonce

En af de bedste ting ved sommersæsonen er de mange friske bær. Uhm, sprængfyldt med solskinssmag og vitaminer og - ikke at forglemme - himmelske i alt fra morgenmad til salater til kage. Her kommer en luksus-crumble med en ingefærkrydret remonce og stykker af mørk chokolade. Velbekomme!


Skovbær-crumble med æble og krydret remonce (ca. 5 personer):


Fyld:
  • 300 g blandede bær (jeg brugte Nettos frosne 'Bærsymfoni')
  • 1 madæble (jeg brugte belle de boscop)
  • 2,5 spsk blomme- eller solbærsaf
  • 3 tsk majsstivelse
Rør saft og majsstivelse sammen i en skål og vend bærrene (de må godt mære halvfrosne stadigvæk) heri. skær æblet i tern (morgenmadsstørrelse). Fordel begge dele i et smurt tærtefad.

Remonce:
  • 100 g marcipan
  • 50 g sukker
  • 30 g blødt smør
  • 1,5 tsk kardemomme
  • 3 tsk ingefær
Rør alle ingredienserne sammen til en blød creme og sæt den i klatter oven på bær og æbler. 

Crumble:
  • 3/5 dl mel
  • 2 dl grovvalsede havregryn
  • 2 spsk sukker
  • 25 g smør i tern
  • 1 spsk valnøddeolie eller kokosolie (kan erstattes med smør)
  • 1 nip salt
  • 2 spsk vand
  • ca. 30 g mørk chokolade, hakket
Rør mel og gryn sammen og gnid smørret i. Tilsæt sukker og salt og kom olie og vand i. Bland godt til en klumpet smulder og vend chokoladestykkerne i. Fordel crumble-dejen på tærten og bag den ca. 20-25 minutter ved 200 grader.

Server med flødeskum vendt med lidt skyr eller fromage frais og vanillesukker og selvfølgelig en god kop kaffe! ;)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar