torsdag den 7. maj 2015

Broccolipizza med skinke og peberfugt

Den sidste tid har vi her hjemme væltet os i orange mad i form af mine low carb gulerodsboller og min elskede sweet potato-pizza! Det er dog også blevet til denne grønne broccolipizza, som virkelig også er en skøn variant - især hvis man måske hører til dem, der ikke er så vild med den let sødlige smag i de føromtalte orange udgaver. Velbekomme :-)



Broccolipizza med skinke og peberfrugt (2 sultne personer):
  • 1 stort broccoli
  • 3 æg
  • 4 spsk yoghurt
  • 2 spsk fiberhusk
  • 3 spsk kokosfibre
  • 1 tsk salt
  • ca. 150-200 g skinke (jeg har en rest af en kogt hamburgerryg)
  • et par håndfulde revet ost, ca. 150 g
  • 2 snackpebre
  • 0,5 rødløg
  • ca. 2 dl tomatsauce (jeg brugte en pastasauce, men alm. hakkede tomater er også fint)
Skær det yderste og mest træede lag af broccolistokken og skær ellers det øvrige i grove stykker. Puls dem af et par omgange i blenderen til det er helt, helt finthakket (som couscous). Rør med æg, yoghurt og salt og rør herefter husk og kokosfibre i. Bred massen ud på en bageplade med bagepapir med ske og hænder og mas den godt sammen. Forbag ca. 20 minutter ved 200 grader. 
Forbered imens fyldet; skær skinke, løg og snackpebre i tynde skiver og riv osten (hvis du ikke bare bruger en færdigrevet. 
Fordel tomatsauce og herefter løg, snackpebre, skinke og til sidst ost på den forbagte bund. Bag yderligere 10 minutter eller til osten er gylden.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar