tirsdag den 19. maj 2015

Socca-pizza med rødbede-tahincreme, fennikel og rucola

Er denne pizza ikke bare den fineste? :-) 
Socca er en slags fransk/italiensk brød lavet af kikærtemel og vand. Konceptet er uhyre simpelt, idet man altså blot laver en flydende dej af de to ting og steger en lidt tyk pandekage på panden. Her har jeg toppet den med en lækker creme af rødbede og tahin, men du kan også bare bruge, hvad du nu synes! Velbekomme :-)



Socca-pizza med rødbede-tahincreme, fennikel og rucola (2 prs.):
  • 2,5 dl kikærtemel
  • 2,5 del vand
  • 1 tsk salt
  • 400-500 g rødbeder
  • 1 fed hvidløg
  • 3 spsk tahin
  • saft af en halv citron
  • 1 fennikelknold
  • 0,5 bakke rucola
  • 1 stor håndfuld græskarkerner
  • olivenolie
  • groft salt
Rør kikærtemel og vand sammen med salt og lad det trække 5-10 minutter, mens du forebereder de andre ting.
Skræl rødbederne og skær dem i mindre stykker. Kog dem møre, ca. 15-20 minutter, hæld vandet fra og blend med hvidløg, tahin og citronsaft. smag til med salt.
Skær fennikelen over i halve og skær dem i papirstynde skiver. Du kan bruge et mandolinjern, hvis du har et - ellers kan en skarp kniv  også sagtens gøre det. 
Kom græskarkerne på en varm pande med lidt olivenolie og et drys groft salt og rist dem til de begynder at poppe. Hæld dem over på en tallerken el.lign. Hæld halvdelen af pandekagedejen på den varme pande med lidt olivenolie. Steg ved jævn varme til dejen er stivnet og vend den så forsigtigt på den anden side og steg færdig et par minutter. Gentag med den anden halvdel.
Smør rødbede-cremen ud på socca-bundene og top med fennikel, rucola og ristede græskarkerner.

Som man kan se på billederne, glemte jeg selvfølgelig at komme græskarkernerne på, før jeg tog billederne..... :P








Ingen kommentarer:

Send en kommentar