torsdag den 8. oktober 2015

Grøn salat med stegt kylling og honning-sennepsdressing

Mens det stadig er til at få grøntsager der smager lidt af sol, kan I lige nå at lave denne skønne salat, som jeg serverede for min storebror og hans kæreste, da jeg overnattede et par nætter på deres sofaer inden min seneste flytning! Velbekomme :)




Grøn salat med stegt kylling og honning-sennepsdressing (3 personer):
  • 2 hjertesalathoveder
  • 1 rød peberfrugt
  • 3 solmodne tomater
  • 2 syrlige æbler
  • 1 stor moden avocado
  • 3 forårsløg
  • 350 g kylling (jeg brugte inderfilet)
  • 1,5 spsk honning
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 spsk æblecidereddike
  • 1 spsk dijonsennep
  • et nip salt
Steg kyllingen i lidt olie på en pande til den er ved at være gennem stegt og gylden. Giv den et drys salt, skru lidt ned for varmen og kom en halv spiseskefuld honning på den varme pande. Lad honningen smelte og vend kyllingen rundt i den let karamelliserede honning.
Tilbered imens salaten: Skær det nederste af stokken af salathovederne og skær dem i grove stykker ved at skære dem i brede skiver på tværs. Skær peberfrugten i strimler, tomater og æbler i tynde både, forårsløg i tynde ringe og avocadoen i tern. Fordel alle grøntsagerne i et eller to salatfade og læg den stegte kylling ovenpå.
Pisk den resterende honning, olivenolie, sennep og æblecidereddike sammen til en dressing og smag til med salt. Dryp dressingen over salaten og server, evt. med lidt godt brød.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar