lørdag den 6. februar 2016

Low carb spinat-pie med tun og hytteost

I sidste uge fortalte jeg jo om, hvordan jeg på bloggen Min Paleo Verden var blevet inspireret til at eksperimentere med madbananen plantain. Her kommer et nyt forsøg: en super lækker madtærte uden mel, som smager skønt og mætter godt! Jeg har valgt at kalde det en pie, fordi det er sådan en, hvor fyldet ligger nederst og bunden er lagt over som et låg. Velbekomme! :-)



Low carb spinat-pie med tun og hytteost:
  • 1 stort løg
  • 3-4 fed hvidløg
  • 400 g frossen helbladet spinat
  • 200 g hytteost
  • 1 dåse tun (du kan evt. også prøve med (røget) laks)
  • 1 stor plantain (ca. 220 g, skrællet vægt)
  • 4 mellemstore æg
  • 2 gode spsk kokosfibre
  • 0,5 tsk salt
  • 100 g revet ost, gerne en der smager af noget (fx en mellemlagret skæreost eller cheddar)
Hak løget og svits det i lidt olivenolie i en lille gryde. Tilsæt spinat og finthakket hvidløg og lad det tø under låg. Damp derefter det meste af væden væk. Fordel spinatblandingen jævnt i et tærtefad og kom derefter hytteost og tun i jævne lag. 
Skræl plantainen (skær enderne af og lav derefter et snit på langs med en af kanterne og flæk skrællen af), skær den i mindre stykker og blend den helt glat med æggene i et højt blenderglas. Rør herefter salt og kokosfibre i og til sidst osten. Fordel dejen oven på tærtefyldet og bag tærten ca. 40 minutter ved 200 grader.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar