søndag den 17. februar 2013

Single-serving auberginelasagne med dhal

Den anden dag postede jeg denne squash-lasagne med tun med 'plader' af ristet squash, der samles direkte på tallerkenen. Her kommer en lignende variant med plader af aubergine og en indisk krydret dhal (linseret) som fyld. Velbekomme! :)



Single-serving auberginelasagne med dhal (1 person):

  • 1 aubergine
  • 1 lille løg
  • 1 fed hvidløg
  • ½ dl røde linser
  • ca. 2-3 dl vand
  • 3 kugler frossen spinat (ca. 100 g)
  • 2 spsk tomatpuré
  • 1 tsk honning
  • ½ tsk ingefær og koriander
  • 1 tsk spidskommen og karry
  • 1 knsp. kardemomme
  • salt
  • 2 spsk hytteost eller græsk yoghurt
Del auberginen i to på den lange led og skær den i skiver af ca. 5 mm tykkelse, stadig på den lange led. Jeg stegte selv skiverne på panden, men ville i bagklogskabens lys nok for nemhedens skyld i stedet bage dem ca. 20 minutters tid (vend dem midtvejs) ved 200 grader på en bageplade med en smule olivenolie og salt.
Imens hakkes løg og hvidløg, der svitses i lidt olie i en lille gryde. Spinat, linser og vand tilsættes og det hele bringes i kog. Efter 5 minutters tid tilsættes tomatpuré, honning og krydderier. Lad det simre til linserne er godt møre og tilsæt evt. mere vand, hvis de suger det hele. Smag til med salt.
Saml lasagnen direkte på tallerkenen med lag af skiftevis aubergine og dhal. Top med hytteost.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar