mandag den 30. juni 2014

Valnøddemarengs med vanilleskyrcreme og bær

Her kommer den smukkeste sommerdessert af en himmerigsmundfuld: En sprød og sej marengsbund med kakao og valnødder dækket med et gavmildt lag af en klassisk opbagt vanillecreme forfriskende rørt op med skyr og endelig toppet med sommerens skønne, friske bær. Velbekomme!



Valnøddemarengs med vanilleskyrcreme og bær (ca. 4 personer):
  • hvider af 2 store æg (eller 3 medium)
  • 150 g sukker (jeg erstattede ca. 50 g med Hermesetas sødemiddel)
  • en god håndfuld valnødder
  • 2 tsk æblecidereddike
  • 1 knsp. salt
  • 1 god spsk kakao
  • 2 æggeblommer
  • 50 g sukker
  • 2 spsk majsstivelse
  • 2 tsk vanillesukker
  • 2 dl mælk
  • 200 g skyr (eller græsk yoghurt)
  • 250 g jordbær
  • 125 g blåbær
Pisk hviderne stive med salt og lidt af sukkeret og tilsæt så resten af sukkeret under piskning til du har en sej blank masse (ca. 3-5 minutter). Vend grofthakkede valnødder, eddike og kakao i og hæld massen ud på en bageplade med bagepapir drysset med lidt sukker. Bred massen ud i en cirkel med en diameter på ca. 25 cm. Bag bunden ca. 40 minutter ved 150 grader og lad den køle helt af på en rist.
Bag omens vanillecremen op: rør æggeblommer, sukker, vanillesukker og majsstivelse sammen i en lille gryde og varm op under konstant omrøring. Pisk så mælken i under fortsat piskning til det koger. Tag gryden af efter et minuts tid og rør jævnligt i cremen, mens den køler af for at undgå klumper. Vend den afkølede creme med skyr og stil på køl id til servering. 
Ved servering trækkes bagepapiret forsigtigt af marengsbunden, der lægges på en tallerken/et fad og toppes med vanillecreme og friske bær. 









1 kommentar:

  1. Uhm de ser meget frisk og lækkert ud og jeg elsker knas sødt og frisk frugt:-)

    Tina
    http://mariahoffbeck.blogspot.dk/2014/06/sommertrte-nem-hurtig-og-sund.html

    SvarSlet