Viser opslag med etiketten Dessert. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dessert. Vis alle opslag

fredag den 27. maj 2016

Rabarbertrifli med flødeostecreme

Her kommer en nem dessert med rabarber, som er hurtig at lave og skøn at spise på en lys sommeraften! :-) Triflien består af en simpel kompot af rabarber og vanille samt en creme lavet på skyr og flødeost. Dertil valgfri knas :-) Velbekomme.



Rabarbertrifli med flødeostecreme (4 prs.)

  • 500 g rabarber
  • 1 dl vand
  • 1 tsk vanillepulver
  • evt. jævning: 1 spsk majsstivelse + 1 spsk vand
  • 1 pakke flødeost (200 g), fx Buko
  • 250 g skyr eller græsk yoghurt (gerne en relativt tyktflydende variant)
  • 1 spsk citronsaft
  • sødemiddel efter smag
  • Evt. knas: hakkede nødder (eller digestivekiks eller makroner, hvis det er lige meget med sukkeret!)
Skær rabarberstilkene i ca. 2-3 cm lange stykker og kom dem i en gryde med vanille og vand. Kog ved jævn varme uden låg i ca. 10 minutter og rør jævnligt til du har en kompot. Smag til med sødemiddel. Rør jævningen i, hvis kompotten ønskes tykkere, og giv det et opkog. Lad kompotten køle af.
Rør imens skyr og flødeost med citronsaft og smag til med sødemiddel. 
Anret cremen og kompotten skiftevis i lag (evt. også med knas, hvis du ønsker det) i fire fine glas og server!



lørdag den 7. maj 2016

Rabarbercheesecake

Her kommer lidt forkælelse til weekenden: den skønneste cheesecake med rabarber! Der har været masser af sundere 'cheese'cakes her på bloggen tidligere, men denne gang er det skam dem ægte vare lavet på rigtig flødeost! Kagen blev serveret forleden aften for en flok skønne piger fra koret og vakte stor begejstring, kan jeg vist godt tillade mig at skrive. ;-) Jeg synes også selv den ramte en perfekt balance mellem det syrlige og det søde og med en konsistens i ostecremen, der var tilpas fyldig, men heller ikke for tung pga. tilsætningen af kvark. Velbekomme!



Rabarbercheesecake 
(ca. 12 prs. - jeg fik en 30 cm tærteform + to minitærter på 8 cm ud af opskriften. Vil tro det svarer til to springforme på 22 cm Ø):

Rabarberkompot:
  • 500 g rabarber (ca. 8 store stængler), gerne så røde som du kan finde dem
  • 200 g sukker
  • 1 dl vand
  • 0,5 tsk vanillepulver
Skær rabarberne i ca. 2 cm lange stykker og kom dem i en lille gryde  sammen med sukker og vand. Bring det i kog og lad det simre ved jævn varme uden låg til rabarberne er kogt helt ud. Det tager ca. 8-10 minutter. Lad kompotten køle helt af.

Cheesecake:
  • 300 g digestivekiks
  • 100 g smør, smeltet
  • 1/4 tsk salt
  • 400 g flødeost (jeg brugt Buko)
  • 500 g kvark
  • 1,5 tsk vanillepulver
  • 75 g sukker + 1 spsk
  • 3 tsk gelatinepulver + 3 spsk vand (eller 4 blade husblas)
  • 200 g rabarberkompot + 2 spsk
Kom kiksene i en minihakker (jeg gjorde det ad tre omgange) og knus dem til helt fine krummer. Kom dem i en skål og bland med salt og 1 spsk sukker. Rør så det smeltede smør i bland godt til det ligner vådt sand. 
Jeg lavede en stor cheesecake i et 30 cm Ø tærtefad samt to mini-cheesecakes i nogle minitærteforme på 8 cm Ø af portionen. Jeg vil skyde på, at det svarer til to springforme på 22 cm Ø, hvis du foretrækker det. Fordel kiksekrummerne i din foretrukne bageform (tærtefad eller springform). Pres dem godt sammen og forsøg at give det en jævn overflade. Du kan evt. lave lidt kant på ved at presse krummerne lidt op ad siden. Bag bundene 10 minutter ved 200 grader og lad dem køle helt af.
Bland gelatine og vand i en skål og lad det stå i 5 minutter. Rør imens flødeosten sammen med kvark, vanillepulver, 75 g sukker og 200 g rabarberkompot. Læg evt. en tallerken over skålen med gelatine og smelt den i mikroovnen i ca. 15 sekunder (har du ikke mikroovn, kan man vist også smelte det over vandbad, men det har jeg aldrig selv prøvet). Kom en skefuld rabarberkompot i den smeltede gelatine, lidt ad gangen, under omrøring. Gentag med en skefuld mere og derefter med en skefuld af ostemassen. Rør nu den tempererede gelatine grundigt i resten af ostemassen. Hæld det i de afkølede forbagte kiksebunde. Dæk med film og lad kagerne trække på køl minimum natten over. 
 
Rabarbergelé:
  • Resten af kompotten
  • 1 tsk gelatinepulver + 1 spsk vand
Bland gelatine og vand i en lille skål og lad det stå 5 minutter. Smelt det så i mikroovnen, ca. 10 sekunder (eller over vandbad, hvis ikke du har en mikroovn). kom en skefuld af kompotten i den smeltede gelatine under omrøring og derefter endnu en skefuld. Bland så gelatineblandingen i resten af kompotten og fordel det ud på de stivnede cheesecakes. Dæk igen, enten med film eller en form for låg og sæt kagerne på køl minimum et par timer eller indtil servering.

Jeg pyntede desuden med lidt frysetørret rabarber.







torsdag den 31. marts 2016

Delikat citrontærte med kokosmarengs

I påsken serverede jeg denne delikate citrontærte for min familie, og den var et stort hit, kan jeg godt fortælle jer! ;-) Den er lavet på en sød mørdejsbund, der er fyldt med en hjemmelavet lemoncurd toppet med sprød marengs med kokos. En rigtig fin kombination med det søde og det syrlige, det fede og det lette! Velbekomme. :-)



Citrontærte med kokosmarengs (6 prs.):
  • 225 g mel
  • 3 spsk sukker
  • 0,5 tsk salt
  • 110 g koldt smør i tern
  • 2 æggeblommer
  • ca. 3 spsk vand
  • 1 glas lemoncurd
  • 2 æggehvider
  • 150 g sukker
  • 40 g kokosrasp
Bland mel, sukker og salt i en skål. Tilsæt smør og smuldr det med fingrene med melet til det er ensartet og sandlignende. Kom så æggeblommerne og saml dejen med hænderne. Tilsæt vand lidt ad gangen til du har en glat og fast dej.
Rul dejen ud på en meget let meldrysset bord og kom den i et smurt tærtefad. Forbag tærtebunden 10 minutter ved 200 grader og lad den køle let af på køkkenbordet. 
Pisk imens æggehviderne stive (det er vigtigt at skål og piskere er helt tørre og rene!) og tilsæt sukkeret lidt ad gangen under fortsat piskning. Pisk til du har en blank, sej marengsmasse (ca. 5 minutter) og vend så kokosraspen i. 
Smør lemoncurden på den forbagte tærtebund og fordel kokosmarengsen ovenpå. Form små, dekorative toppe i marengsen med en ske og bag tærten yderligere 20 minutter ved 175 grader.







søndag den 20. marts 2016

Påskeæg med lemoncurd og hvid chokolade

Så er der en uge til påske, og mange af har jer sikkert ferie nu (mens nogle må vente til på torsdag ;-) ). Her kommer et forslag til et velsmagende påskeferieprojekt: de lækreste marcipanæg fyldt med hjemmelavet lemoncurd og overtrukket med hvid chokolade. Velbekomme! :-)



Påskeæg med lemoncurd og hvid chokolade (8 stk.):
  • 150 g marcipan
  • ca. 75 g hvid chokolade
  • 8 tsk lemoncurd
  • Pynt: frysetørrede rabarber eller groft lakridspulver
Del marcipanen i 8 lige store portioner. Form hver portion i hhv. et æggeformet fingerbøl og et lille 'låg' (se billedet nedenfor). Smelt 2/3 af chokoladen over vandbad og rør resten i for at temperere. Kom 1 tsk lemoncurd i hvert marcipan-fingerbøl og sæt låget på, idet du forsigtigt glatter det til hele vejen rundt. Overtræk æggene med den smeltede chokolade og drys med pynt. 








lørdag den 19. marts 2016

Lemoncurd

For nylig besøgte jeg sammen med en god veninde for første gang Perchs Tehandel, hvor vi foruden en skøn forårste med ananas, æble og morbær og fik serveret de mest fantastiske klassiske engelske scones, jeg nogensinde har smagt! Dertil fik man syltetøj, clotted cream og - lemoncurd. Jeg er vild med den syrlig-søde og fyldige smag, så i dag gik jeg i køkkenet for at lave min egen. Stay tuned og se, hvad sådan et glas bl.a. kan bruges til i morgen! ;-)




Lemoncurd (1 glas):
  • 2 store økocitroner, saft af begge, fintrevet skal af den ene 
  • 65 g smør
  • 100 g sukker
  • 40 g agavesirup (eller mørk sirup)
  • 2 store æg, grundigt sammenpiskede
Kom citronsaft og -skal i en kasserolle med smør, sukker og agavesirup. Varm det langsomt op til kogepunktet under omrøring. Tilsæt de sammenpiskede æg under konstant piskning, varm op til kogepunktet igen og lad det koge under fortsat omrøring til det tykner, ca. 3-4 minutter. Hæld lemoncurden gennem en si i et glas og sorter citronskal og evt. æggetrevler fra. Opbevar på køl. 

søndag den 13. marts 2016

Fudgy choko-banankage med karamelliseret hvid chokolade

Det virker til at foråret lige så stille begynder at få selskab af lidt lunere temperaturer - skønt! Mange udnytter sikkert det gode vejr til en gåtur i det grønne. Og hvad er så bedre, end at komme hjem til en kop kaffe og et lille stykke kage? ;-) Her kommer en ret sund en af slagsen med undtagelse af den hvide chokolade på toppen, der får en vidunderlig karamelliseret smag af en tur i ovnen. Velbekomme! :-)


Fudgy choko-banankage med karamelliseret hvid chokolade (6-8 personer):
  • 3 godt overmodne bananer (ca. 300 g)
  • 4 æg
  • 40 g kakao
  • 1/4 tsk salt
  • 1,5 tsk bagepulver
  • godt 0,5 spsk flydende Perfect Sød eller dit foretrukne sødemiddel svarende til ca. 80 g sukker
  • 50 g kokosfibre
  • 1 spsk fiberhusk (malede loppefrøsskaller)
  • 3-4 spsk hvide chokoladeknapper (eller grofthakket hvid chokolade)
Purér bananerne med en stavblender og pisk det sammen med æggene og sødemiddel. Bland kakao med salt, bagepulver og husk i en skål og rør det grundigt i banan-blandingen. Hæld dejen i et lille ildfast fast eller en springform og bred den jævnt ud med en ske. Drys chokoladestykkerne over, tryk dem evt. lidt ned i dejen, og bag kagen ca. 30 minutter ved 200 grader. Lad kagen køle helt af inden servering.

torsdag den 4. februar 2016

Sunde choko-bananmuffins

Åh, holder det aldrig op med at regne? Jeg synes, min cykel er våd, hver eneste gang jeg skal nogen steder! Sådan en regnfuld søndag bagte jeg disse sunde, men lækre choko-bananmuffins. Det var faktisk sådan en hyggelig dag, hvor vi så genudsendelsen (!) af X-Factor på DR3, mens kagerne var i ovnen, med det resultat, at de nok fik 15-20 minutter for længe og blev lidt mørke ovenpå... Så derfor lavede jeg en slags kagecreme med hindbær til at camouflere dem lidt med. Men selvom gemalen var vældig begejstret for den, er det nok ikke lige en opskrift, jeg synes er klar til at dele på bloggen! ;-) Anyways, muffins'ene var glimrende i sig selv, så du kan spise dem, som de er, eller eksperimentere med topping på egen hånd! Velbekomme :-)



Sunde choko-bananmuffins (6 stk.):
  • 3 små, overmodne bananer (ca. 270 g, skrællet vægt)
  • 4 mellemstore æg
  • 3 gode spsk kakao
  • 1/4 tsk vanillepulver
  • 1/4 tsk salt
  • dit foretrukne sødemiddel efter smag og behag
  • 2 spsk husk
  • 50 g kokosfibre
  • 2 tsk bagepulver
Purér bananerne med en stavblender og rør det sammen med æg. Tilsæt kakao, vanille og salt og bland godt. Rør husk i og derefter kokosfibre blandet med bagepulver. Smag til med dit foretrukne sødemiddel og fordel dejen i 6 silikone-muffinforme. Bag dem ved 200 grader i ca. 35 minutter. 








lørdag den 23. januar 2016

Sund fødselsdagskage: Bananbrownie med choko-mintganache

Min kæreste døjer med en musearm/tennisalbue, og i den forbindelse er han blevet rådet til at følge en diæt, der er domineret af sunde fedtsyrer (fx fra avocado og fisk), antiinflammatoriske fødevarer (ingefær, hvidløg etc.) og mad med masser af antioxidanter. Så selvom min kæreste elsker flødeskum, bad han altså om en fødselsdagskage uden en masse sukker og animalske fedtstoffer. Resultatet blev denne brownie-lignende kage lavet på en base af sweet potato og banan, toppet med en ganache af avocado, banan og kakao med et mint-twist. En ret mørk sag, som man kan se på mængden af kakao i ingredienslisten, så måske mest en voksenkage. Anyways, det blev altså mit bud på en fødselsdagskage uden sukker, mel og animalske fedtstoffer! :-) Velbekomme.








Sund fødselsdagskage: Bananbrownie med choko-mintganache (4-5 prs.):
  • 200 g kogt sweet potato (søde kartofler)
  • 2 små overmodne bananer (170 g)
  • 3 bægre æggehvider (eller 3 store æg)
  • 60 g kakao (jeg brugte en 'raw organic' - den type, der er ret lys i farven, og desuden muligvis lidt mildere i smagen, så hvis du bruger en 'almindelig' mørk kakao, kan det være du skal nøjes med 50 g. Smag dig frem!)
  • 2 spsk valnøddeolie (eller anden nødde(agtig) olie, fra mandel- eller kokosolie)
  • 1 spsk flydende Perfect Sød (eller foretrukkent sødemiddel svarende til 8 spsk sukker)
  • 1/4 tsk salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 50 g kokosfibre
Purér de kogte søde kartofler og bananen til en helt glat masse sammen med æggehviderne. Rør sødemiddel, salt og valnøddeolie i og herefter kakao. Bland kokosfibre og bagepulver i en skål og rør det i dejen - som bliver ret tyk og fast i det. Beklæd bunden i en springform med bagepapir og kom dejen i. Jeg valgte at lave en ret lille kage, så jeg bredte faktisk bare dejen ud i en cirkel, så der stadig var et par centimeters afstand til kanten af springformen hele vejen rundt. I princippet kan du altså også bare brede den ud på en bageplade. :-P
Bag kagen 30 minutter ved 200 grader midt i ovnen og lad den køle helt af på en rist. 

Choko-mintganache:
  • 1 mellemstor moden avocado (80 g)
  • 2 små overmodne bananer (180 g)
  • 40 g kakao (se note i afsnittet ovenfor)
  • 2-3 dråber pebermyntedråber (kan evt. udelades - eller erstat med lidt fintrevet appelsinskal)
  • 0,5 tsk citronsaft
  • sødemiddel efter smag
  • Forslag til pynt: friske mynteblade, bananskiver og guldstøv
Blend avocado, citronsaft og banan helt glat og rør kakaoen i.
Smag til med sødemiddel og pebermyntedråber.
Kom cremen i en sprøjtepose og opbevar den på køl ind til servering.  Sæt cremen i små toppe på den afkølede kage i et fint mønster og pynt evt. med mynteblade, bananskiver, hakkede valnødder og guldstøv.












onsdag den 13. januar 2016

Fastelavnsboller med marscarpone, marcipan og solbær

Hvad søren?! tænkte jeg. Vi var kun lige på den anden side af nytår, da jeg begyndte at se fastelavnsboller alle vegne i butikkerne - men så kunne min mor jo oplyse, at fastelavn allerede ligger d. 7 februar i år. Nå, men så begyndte jeg ellers at brygge på ideen til de her fantastisk lækre fastelavnsboller lavet af vandbakkelser fyldt med en fløjlsblød vanille-mascarponecreme, solbærsylt og en skive marcipan (ja, hjertet banker næsten lige lidt hurtigere, ikke? ;-))
Jeg havde faktisk aldrig prøvet at lave sådan nogle vandbakkelser før, men de er egentlig ikke så svære at lave, som man skulle tro. Jeg fulgte en opskrift fra bloggen Cute Carbs og lavede så mit eget fyld. Velbekomme :-) 




Fastelavnsboller med marscarpone, marcipan og solbær (5 stk.):

Vandbakkelser:
  • 50 g smør
  • 1 dl vand
  • 50 g mel (hvis du ikke kan tåle gluten, har jeg også set opskrifter, hvor man brugte rismel i stedet)
  • 1 nip salt
  • 2 tsk sukker
  • 2 æg
---

Mascarponecreme (portionen rækker faktisk til 10 fastelavnsboller, så du kan evt. lave halv portion - eller gemme den på køl til en ny omgang fastelavnsboller ;-) ):
  • 250 g mascarpone
  • 0,5 tsk vanillepulver
  • fintrevet skal + saft af en halv økocitron
  • 150 g skyr, drænet for ca. 1/3 dl væde - mindre kan gøre det hvis din skyr er ret tyktflydende i forvejen (kom fx skyren i et kaffefilter i kaffemaskinenstragten og sæt begge dele over et vandglas. Det tager ca. 1 time)
  • sødning efter smag
  • 5 små spsk solbærsyltetøj
  • 5 skiver marcipan, ca. 5 mm
  • flormelis til drys
Vandbakkelser:

Tænd ovnen på 200 grader. Kom smør og vand i en kasserolle og varm det op, så smørret smelter. Bland imens mel, salt og sukker i en lille skål og hæld det i kasserollen på én gang, når smør-vandet koger, mens du pisker med et piskeris. Bliv ved at piske ca. 2 minutter (stadig over samme varme). Først vil dejen forme sig til en bold, der efterfølgende langsomt falder fra hinanden, til du har en mærkværdig smuldret/klumpet masse tilbage. Tag kasserollen af varmen og lad det køle af et par minutter. Beklæd en bageplade med bagepapir og pisk æggene sammen i en lille skål (du kan jo genbruge den fra melet). Rør undervejs også et par gange i gryden. 
Hæld så halvdelen af æggemassen i gryden og pisk til det er helt indkorporeret inden du tilsætter resten. Du skal ende med en blank, ensartet dej af en ufattelig klæbrig konsistens. 
Sæt 5 boller/vandbakkelser på bagepladen med en ske. De hæver ca. 3 gange deres størrelse, så lav god afstand imellem dem. Bag dem ca. 25 minutter midt i ovnen, til de er store og gyldenbrune på toppen. ÅBN IKKE OVNEN UNDERVEJS - så kan vandbakkelserne falde sammen. 
De færdige vandbakkelser lægges forsigtigt til afkøling på et rist.

Creme:
Rør mascarponen til en creme med citronskal og -saft, vanille og drænet skyr. Smag til med foretrukken sødning. Kom evt. cremen i en sprøjtepose med en stor takket tyller og opbevar på køl ind til brug.

Samling (lige inden servering):
Klip de helt afkølede vandbakkelser over i top og bund med en saks og læg dem på serveringsfadet. Kom en skive marcipan på hver bund og en skefuld solbærsyltetøj ovenpå. Sprøjt ca. et par skefulde creme i hver og læg låget på. Drys med flormelis i en sigte og server straks!








fredag den 1. januar 2016

Nytårsdessert: Bounty Mountain, Orange Lakes and Minty River

'Bounty Mountain' lyder næsten som et rigtigt sted, gør det ikke? :-) Det er i hvert fald, hvad jeg har valgt at kalde denne nytårsdessert, som blev serveret for en bunke venner nytårsaften. Der er en bounty-lignende konfektkage lavet på kokos og kondenseret overtrukket med et tykt lag mørk chokolade og drysset med guldstøv. Hertil karamelliserede appelsinskiver og en lækker og frisk myntecreme. Tilbage er der vel bare at sige: Velbekomme og godt nytår! :-)


Nytårsdessert: Bounty Mountain, Orange Lakes, Minty River (12 personer):

Bounty:
  • 300 g kokosrasp
  • 1 dåse kondenseret mælk
  • ca. 200 g god mørk chokolade (jeg brugte Odense 70 %, der købes i 200 g blokke)
  • evt. guldstøv (fås bl.a. i Bane)
Kom kokos og kondenseret mælk i en skål og bland det grundigt sammen. Fordel massen 12 små faste cupcakeforme. (Jeg brugte sådan en silikonemåtte til cupcakes med 12 huller. De fås billigt mange steder, fx supermarkeder og isenkræmmere). Sørg for at presse massen godt sammen og at bunden er flad og rimeligt plan. Sæt kagerne i fryseren en times tid.
Hak chokoladen, to tredjedele groft, resten fint. Smelt den grofthakkede del i vandbad. Tag af varmen og bland resten af chokoladen i for at temperere. Lad den køle af i 5 minutters tid. 
Vend kokoskagerne ud af formene og sæt dem på fx et skærebræt dækket af bagepapir. Kom ca. en spiseskefuld chokolade på toppen af hver kokoskage, sådan at det løber en smule ned ad siderne.
Lad chokolade størkne og sæt derefter kagerne på køl ind til servering. 

Karamelliserede appelsiner:
  • 4 store økoappelsiner
  • ca. 4 dl sukker
Stil ovnen på 260 grader. Skær appelsinerne i ca. 5 mm tynde skiver.
For en bradepande først med alufolie, derefter med bagepapir. Drys et lag sukker ud på papiret og læg appelsinskiver i et enkelt lag og overdrys dem med sukker. Sæt pladen øverst i ovnen og bag til sukkeret bobler og begynder at karamellisere i kanten. Det kan tage alt mellem 6 og 15 minutter alt efter hvor effektiv din ovn er, så hold øje med dem! De bagte appelsin skiver lægges på en tallerken - de klistrer ikke sammen og kan sagtens ligge i flere lag. Gentag proceduren, til der ikke er flere appelsiner (jeg måtte køre ca. tre omgange, da jeg har en ret lille ovn). 

Myntecreme (tilberedes dagen før):
  • 2 dl sukker
  • 3 dl vand
  • 1 potte mynte
  • 2 dl madlavningsfløde (18 %)
  • 1 dl cremefraiche (jeg brugte 9 %)
  • 1,5 tsk gelatinepulver + 2 store spsk vand
  • 3-4 dråber japanske myntedråber (kan bl.a. købes i Føtex)
Kom sukker, vand og mynteblade i en kasserolle og bring det i kog. Kog ca. halvdelen af væden væk og lad det køle af med myntebladene til en lind sirup.
Sæt gelatinen i blød i vandet i en lille skål i mindst 5 minutter. Kom skålen i mikroovnen 15-20 sekunder til gelatinen er smeltet. Bland fløde, pebermyntedråber og cremefraiche i en skål. Tag en skefuld af blandingen og rør den hurtigt i gelatinen. Kom lidt mere creme i gelatinen og bland igen. Det må ikke klumpe her - hvis det gør, må du starte forfra med gelatinen (jeg måtte lige bruge et par forsøg). Rør den tempererede gelatine i resten af cremen. Hæld myntesiruppen gennem en si ned i blandingen og rør godt. Dæk med film og sæt på køl til næste dag. 


Anretning:

Anret på hver tallerken en bountykage sammen med et par skiver karamelliseret appelsin. Sæt en klat myntecreme ved siden af og træk den i en bue hen over tallerkenen med bagsiden af en ske.
Drys/pensl med guldstøv og lidt friske mynteblade.










onsdag den 23. december 2015

Lakridssmåkager med citron og hvid chokolade

Så nåede jeg alligevel lige at slippe af sted med en enkelt rigtig juleopskrift inden d. 24.december. Og hvis jeg selv skal sige det - og det skal jeg jo - så smager disse lakridssmåkager med citron og hvid chokolade fantastisk! ;-) Jeg tænker også, at de vil være perfekte som tilbehør til en lidt syrlig is, fx citronsorbet. Velbekomme og hermed en rigtig god jul til alle læsere! :-)




Lakridssmåkager med citron og hvid chokolade (ca. 100 stk.):
  • 375 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 4 tsk lakridspulver
  • 160 g blødt saltet smør
  • 100 g gode hvid chokolade, grofthakket
  • fintrevet skal af en stor (eller to små) økocitroner + 2 spsk saft
  • 200 g brun farin
  • 175 g sukker
  • 1 stort æg
  • husholdningsfilm
Bland mel, bagepulver og lakrids i en stor bageskål. Skær smørret i mindre stykker og arbejd det ind i melblandingen med fingrene til et ensartet smulder. Kom chokolade og citronskal i og bland herefter grundigt med sukkeret. Tilsæt til sidst æg og citronsaft og saml dejen med hænderne. Nu bliver den meget blød!
Del dejen i tynde og form to lange ruller af ca. 5 cm i diameter på to stykker husholdningsfilm. Pak rullerne tæt ind i filmen og læg dem på køl en times tid eller til de er stivnede og til at håndtere. Fryseren kan også tages til hjælp. 
Skær dejrullerne i tynde skiver (ca. 4 mm) og læg dem på en bageplade med bagepapir. Bag småkagerne 10-12 minutter ved 180 grader. Køl dem helt af på en rist og opbevar i en lufttæt dåse. 


torsdag den 17. december 2015

Sunde proteinrige kafferuder

Praktikken er overstået og jeg skal tilbage til Aarhus - og i den forbindelse har jeg forsøgt at tømme ud i køkkenskabene. Blandt andet har jeg haft en frygteligt masse kikærter liggende. De er blandt andet blevet brugt på falaflerne forleden, og så lavede jeg som eksperiment disse små sunde kafferuder, der er uden sukker, mel eller mælkeprodukter. De har en dejlig mild smag af kaffe og er ikke oversøde. Perfekte som en sund snack! Velbekomme :-)



Kikærte-kafferuder (ca. 35 stk.):
  • 400 g tørrede kikærter, udblødt og kogt
  • 3 æg
  • 2 dl vand
  • 70 g kokosolie, smeltet
  • 2,5 spsk kaffe opløst i 2 spsk vand
  • 2 spsk flydende sød
  • 0,4 tsk salt
  • 1 tsk vanillepulver
  • 2 tsk bagepulver
Blend de kogte kikærter med æg og vand til en ensartet masse uden klumper (jeg måtte gøre det ad to omgange, for at blenderen kunne klare det). Rør så kokosolie, kaffe, salt, sødemiddel, vanille og bagepulver i. Smag evt. om du vil have dejen sødere eller med stærkere kaffesmag. Smør dejen (som er ret tyk!) ud på en bageplade med bagepapir i ca. 1 cm tykkelse og bag kagen ca. 35 minutter ved 200 grader. Lad den køle let af og skær den så ud i ruder ved at skære skråt diagonalt i begge retninger. 

Velegnede til nedfrysning!






lørdag den 12. december 2015

Sunde(re) mandelcookies med citron og lakrids

Der er masser af smør og sukker i de fleste af julens godter, og det smager jo herligt! ;-) Disse cookies er et lidt sundere alternativ til afveksling fra de andre gode sager. De er ikke oversøde, men har en skøn smag af citron og lakrids, der langsomt vokser frem, mens man gumler. De bliver selvfølgelig ikke lige så sprøde som 'rigtige' cookies, men mandler giver altså et rigtig godt crunch til konsistensen. Velbekomme! :-)




Sunde(re) mandelcookies med citron og lakrids (16 stk.):
  • en overmoden banan
  • 3 mellemstore æg
  • 75 g kokosolie, smeltet
  • 75 g mandler, grofthakket
  • saft af en halv + fintrevet skal af en hel økocitron
  • 1/4 tsk salt
  • 3/4 spsk flydende Sød (eller sødemiddel efter smag)
  • 2 tsk lakridsgranulat (det grove pulver)
  • 200 g grovvalsede havregryn
  • 125 g hvedemel
Purér bananen helt fint og rør æg og kokosolie i. Tilsæt mandler, citronskal og -saft, salt og sødemiddel. Rør så havregryn, lakridsgranulat og mel i - i den nævnte rækkefølge.
Lav 16 flade cookies (de må ikke være for tykke) vha. en ske på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dine cookies ca. 20 minutter ved 200 grader. 






fredag den 27. november 2015

Smuk og sund hindbærkage med citron

Så er det fredag og mon ikke det så også er tid til et lille stykke kage? ;-) Det behøver ikke koste så mange kalorier, men smag skal man selvfølgelig aldrig gå ned på og det gælder absolut også for denne fine hindbærprikkede sag med et let pift af citron. Den indeholder hverken sukker eller fedtstof så smager den fantastisk! God weekend og velbekomme :-)



Sund hindbærkage med citron:
  • 4 overmodne bananer (ca. 450 g, skrællet vægt)
  • 4 mellemstore æg
  • 0,5 tsk vanillepulver
  • fintrevet skal af en økocitron
  • saft af en halv lille citron
  • 1/4 tsk salt
  • 2 tsk bagepulver
  • 100 g kokosfibre
  • 50 g havregryn (eller 2 spsk husk/loppefrøskaller for en helt lowcarb version)
  • 1 tsk flydende sød (eller foretrukkent sødemiddel efter smag)
  • 250 g hindbær (jeg brugte frosne)
Purér bananerne med en stavblender og pisk dem med æggene. Bland vanille, salt og citronskal og -saft i. Bland herefter bagepulveret i kokosfibrene og rør det i dejen sammen med havregrynene. Smag til med sødemiddel og vend hindbærrene i.
Hæld dejen i en smurt ringform og bag kagen 1 time ved 200 grader. Du kan også bage kagen som muffins - giv dem da kun ca. 30 minutter.







søndag den 15. november 2015

Post Workout Apple Pie Smoothie

Kender I det der med at komme hjem fra træning om aftenen og have brug for noget nærende og mættende, men absolut ikke gide at lave mad? Præcis sådan en aften (der efterfølgende stod på opgaveskrivning) lavede jeg denne en smoothie, som smager fantastisk, mætter godt og har et højt proteinindhold fra skyr og havre. Perfekt til efter træning eller til morgenmad! :-) Velbekomme.





Apple Pie Smoothie (2 glas):

  • 45 g havregryn
  • 1,5 dl vand
  • 100 g skyr
  • et mellemstort æble
  • 1 stor overmoden banan
  • 1 tsk kanel
  • 1 lille nip salt
  • evt. lidt citronsaft og sødemiddel
Bland havregryn, vand og skyr i blenderen og lad det trække, mens du ordner frugten. Skræl bananen og bræk den i mindre stykker. Fjern kernehuset fra æblet og skær det i grove stykker. Kom begge dele i blenderen og blend til en glat smoothie. Tilsæt kanel og smag om der evt. skal lidt ekstra syre eller sødme i. Sæt på køl til den er godt kold og nyd i høje glas.  


lørdag den 14. november 2015

Low carb pære-bananmuffins

Det er sjovt, der er altså et eller andet vildt nostalgisk ved pære -bananyoghurt, som jeg har opdaget ikke kun er en mærkelig 'guilty pleasure' hos mig selv, men hos mange voksne! ;-) Nå, men forleden lå jeg altså inde med både overmodne pærer og bananer, og da jeg faktisk ikke bryder mig om at spise dem i den tilstand, tænkte jeg, at de lige så godt kunne ryge i en kage. Det her blev så resultatet: helt uden mel, fedtstof og sødemiddel af nogen art. Frugten er rigeligt sød i sig selv! Velbekomme :-)




Low carb pære-bananmuffins (10 små):
  • 2 store overmodne bananer (ca. 250 g)
  • 1,5 spsk citronsaft
  • 120 ml æggehvide (svarende til 4 æggehvider, eller evt. 3 store æg)
  • 40 g kokosfibre
  • 1 spsk fiberhusk
  • 2 tsk bagepulver
  • et nip salt
  • 1,5 tsk kardemomme
  • 1 spsk kanel
  • 2 små modne pærer i små tern
Mos bananerne med en gaffel eller purér dem med en stavblender. Rør citronsaft og æggehvide i. Bland bagepulveret i kokosfibrene og rør det i bananmassen lidt ad gangen. Tilsæt salt og krydderier og vend pæreternene i. Fordel dejen i 10 små muffinforme (jeg har sådan en silikonemåtte med plads til 12) og bag dem ca. 30 minutter ved 200 grader. Opbevares på køl.