fredag den 5. september 2014

Noritangruller med syltet laks og peanutdip

Jeg har, hånden på hjertet, ikke prøvet at lave 'rigtig' sushi, men det virker som lidt af et projekt. Disse lowcarb noritangruller med syltet laks er derimod nemme at lave og de smager utroligt meget som sushi. Hertil en lækker peanutdip - velbekomme!



Noritangruller med syltet laks og peanutdip (5 ruller, 1-2 personer):

  • 150 g fersk laks
  • 3/4 spsk salt
  • 3/4 spsk sukker
  • saft af en lille halv citron
  • 5 ark noritang
  • ca. 1/2 lille spidskål
  • 1 snackpeber
  • 1/4 rødløg
  • lidt cremefraiche eller yoghurt til at 'lime' sammen med
  • 1 spsk peanutbutter
  • 2 tsk ketchup
  • 2 tsk soya
  • 2 tsk citronsaft
  • 2 tsk sød chilisauce
  • 0,5 tsk stødt ingefær
Bland salt og sukker og vend den rå laks heri. Læg på et stykke film og dryp citronsaften over. Pak filmen tæt omkring fisken og læg den på køl et par timer. 
Snit kålen helt fint og skær snackpeber i tynde strimler. Hak rødløget fint. Skyl den syltede laks for overskydende salt og sukker og skær den i små stykker/strimler.
Kom en håndfuld kål, nogle strimler snackpeber, lidt rødløg og laks langs med den ene side af noritang-arket og smør den modsatte side med lidt cremefraiche. Rul sammen til en pølse fra fyldsiden mod 'limsiden'. Fortsæt med resten.
Rør peanutbutter med ketchup, soya, citronsaft, chilisauce og ingefær til en dip, der serveres med rullerne.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar