torsdag den 9. oktober 2014

Cremet blomkålssuppe med butternut squash og karry

Her kommer en smuk, gyldenorange suppe, der varmer og mætter dejligt på en kold efterårsdag. Den let sødlige smag fra butternut squash og blomkål har fået selvskab af den krydrede curry og cremet fløde tilsat lidt kant fra den syrlige limesaft. Velbekomme! :)


Cremet blomkålssuppe med butternut squash og karry (3-4 personer):
  • 1 mellemstort blomkål (600 g, klargjort vægt)
  • 400 g butternut squash (klargjort vægt)
  • 1 liter vand
  • 3 fed hvidløg, grofthakket
  • 1 bouillonterning
  • 4 spsk tomatpuré
  • 1 spsk karry
  • 1 spsk paprika
  • 1 spsk spidskommen
  • 1 dl fløde
  • 1 spsk lime- eller citronsaft
  • 1 tsk honning
  • salt
Skræl butternutsquashen og skær den i store tern. Skær ligeledes blomkålen i grove stykker og kom begge dele i en gryde med vand, hvidløg og bouillon. Lad det koge ca. 15-20 minutter eller til grøntsagerne er helt møre. Tag gryden af blusset og purér med en stavblender til en glat mos. Rør fløde, tomatpuré, limesaft, honning og krydderier i og smag til med salt.
Server evt. med en klat cremefraiche, skyr eller lignende og ristet brød. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar