søndag den 18. januar 2015

Hvid aspargessuppe med grønkål og røget mørbrad

Efter nytår var jeg heldig at finde et stort bundt hvide asparges i Netto til bare 5 kr. I Rema fandt jeg en røget mørbrad til samme pris, og så gik laboranten selvfølgelig i køkkenet! ;-) Sådan en hjemmelavet aspargessuppe er nok noget af det mest simple og stadigvæk virkeligt delikate (og noget helt andet end den købte slags, som vist jeg stadig har en barnlig pseudo-fobi for...!). Ikke noget under, at det er nytårsforret mange steder. Velbekomme!


Hvid aspargessuppe med grønkål og røget mørbrad:
  • 500 g hvide asparges
  • 1 løg
  • 8 dl vand
  • 1,5 bouillonterning (grøntsagsbouillon)
  • 1 dl piskefløde
  • ca. 0,5 spsk riseddike eller anden madeddike - eller 0,5 dl hvidvin
  • 100 g finthakket frisk grønkål
  • 100 g røget mørbrad (alternativt kan serrano, skinke og bacon også bruges - eller kødet kan helt udelades for en vegetarisk version)i små tern
Hak løget fint og svits i olivenolie i en gryde. Bræk de træede ender af de hvide asparges og skær dem i ca. 3 cm lange stykker. Gem hovederne og kom resten i gryden sammen med vand og bouillon. Lad det simre et kvarters tid eller til aspargesene er møre og purér med en stavblender. Rør fløden i og smag til med eddike eller vin, evt. mere salt, men pas på ikke at oversalte - aspargessuppe er en sart størrelse! Kom de gemte aspargeshoveder i kog suppen et par minutter. Svits imens grønkål og mørbrad et 3-4 minutter i en smule olie på panden. Server den varme suppe med den svitsede grønkål og et stykke godt brød.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar