Tre slags nemme hjemmelavede flødeboller (ca. 18 stk.):
- 185 g marcipan
- 150 g sukker
- 0,5 dl vand
- 2 bægre pasteuriserede æggehvider
- ca. 200 g chokolade - jeg brugte 100 g hvid og 100 g mørk
- ca. 1,5 spsk lakridspulver
- 1,5 spsk frysetørrede hindbær
- 1 tsk karamelessens (hvis man kommer mere i, bliver guffen for tynd - det skete for mig)
- 1 pinch salt
- Pynt: lakridsgranulat, frysetørrede bær, hakkede nødder, kokos etc.
Skær marcipanen i tynde skiver (ca. 18 stk.) og læg dem på en bageplade med bagepapir. Bag dem 5 minutter ved 200 grader og lad dem køle af på pladen.
Kom sukker og vand i en gryde og bring det i kog. Lad det koge i to minutter og pisk imens æggehviderne stive i en stor skål. Hæld sukkersiruppen i æggehviderne lidt ad gangen i en tyndstråle under stadig piskning. Fortsæt med at piske i 15 minutter, så du får en sej gufmasse. Del guffen i tre skåle og vend hhv. lakridspulver, frysetørrede hindbær og karamelessens i hver sin portion. Tilsæt desuden et lille nip salt til den med karamel.
Kom de tre slags guf på marcipanbundene - jeg brugte en teske, andre bruger en sprøjtepose, og bag dem 5 minutter ved 180 grader. Du kan evt. lige markere på bagepapiret med en blyant, hvad der er hvilken slags, hvis det er svært at se forskel. Lad dem stå og tørre på køkkenbordet i en times tid (mine fik godt nok lov at stå 1,5 time).
Smelt chokoladerne over vandbad og overtræk hindbærbollerne og nogle af lakrids'erne med hvid og resten med mørk. Pynt med frysetørrede bær, hakkede nødder etc. og lad dem stå på køl en time inden de er klar til at spises.
Mmmmmm, det ser så lækkert ud!
SvarSlet