tirsdag den 19. marts 2013

Cremet kold rødbedesuppe

Denne flotte pink rødbedesuppe har en fløjlsblød konsistens og fyldig rund smag afrundet af syrnede mælkeprodukter. Den serveres kold toppet med avocado og æble, og kan fx nydes som forret eller til en lækker frokost. Velbekomme! :)



Kold og cremet rødbedesuppe (hovedret til 2 personer):
  • ca. 600 g rødbeder
  • 2 store fed hvidløg
  • 7 dl vand
  • 3/4 bouillonterning
  • 3 dl syrnet mælkeprodukt (jeg brugte en blanding af skyr og A38)
  • 2 små avokadoer
  • 2 små æbler
  • citronsaft 
  • salt
Skræl rødbederne og skær dem i mindre stykker. Kog dem med hele, pillede hvidløgsfed, vand og bouillonen halv times tid eller til de er møre. På dette stadie var det meste af væden fordampet fra min gryde, men hæld ellers en del af kogevandet fra, så der ikke er mere end ca. 1½ dl tilbage. Lad rødbederne og det resterende kogevand køle af uden låg ½ times tid og kom dem så i blenderen sammen med det syrnede mælkeprodukt og blend til en glat suppe. Smag om du synes der skal mere syrligt eller salt til.
Skær avocadoer og æbler i små tern og vend dem sammen i en skål med lidt citronsaft og et drys salt. Server suppen med dette som fyld og et godt stykke brød.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar