torsdag den 21. november 2013

Broccolisalat med tun og kakifrugt

Kakifrugten er ikke den mest kendte frugt i Danmark og har sikkert heller ikke været at finde i supermarkederne før de sidste par år. Ikke desto mindre er det en rigtig fin sød frugt, der minder om en blanding mellem abrikos og mango. Og så har den den fordel, at den er lige til at skære ud: ingen kerner, skræl eller sten, der skal fjernes! ;) Her har jeg kommet frugten i en salat med broccoli, æble og tun som har fået en syrlig dressing med ingefær over sig. Velbekomme! :)



Broccolisalat med tun og kakifrugt (måltid til 2 personer):
  • 1 broccoli
  • 2 kakifrugter
  • 1 stort syrligt æble
  • 1 dåse tun
  • saften af ½ citron
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 tsk honning
  • ½ tsk stødt ingefær (eller ½ spsk fintrevet frisk ingefær)
  • ca. ½ tsk salt
Skær broccolien i mundrette stykker og kom dem i en skål. Overhæld med kogende vand og lad det trække et par minutter, inden du hælder vandet fra igen. Skyld evt. efter med koldt vand for en hurtig afkøling.
Skær imens kakifrugterne i halve skiver (fordi det ser flot ud) og æblet i tern. Pisk olie, citronsaft, honning, ingefær og salt sammen til en dressing. Bland frugterne med den afkølede broccoli og vend dressingen i. Vend til sidst tun i, uden at røre for meget - den må gerne være lidt klumpet.
Spis salaten, som den er, evt. med lidt brød til. 




1 kommentar:

  1. omme nomme - jeg er også faldet pladsk for kaki frugten og dens friske smag og så er det jo genialt at man ikke skal skrælle den eller fjerne kerner eller sten - salaten lyder rigtig lækker - den må prøves :-)

    kh Maria

    SvarSlet