mandag den 16. december 2013

Julekage med romglasur

Ja, det er indrømmet ikke meget juleri, der har floreret her på bloggen i december, men det rådes der bod på med denne fantastiske kage, som vi spiste i juledagene hjemme hos mine forældre en årrække. Det er en solid en af slagsen, der sagtens holder til at blive skåret af i flere dage og så er den proppet med æbler, mandler og svesker, et godt skud krydderier og endelig denne lækre romglasur på toppen. Velbekomme! :)


Julekage med romglasur:
  • 250 g blødt smør
  • 250 g sukker
  • 4 æg
  • 300 g hvedemel
  • 1½ tsk bagepulver
  • 1,5 tsk kanel + kardemomme
  • ½ tsk nellike
  • 250 g svesker uden sten
  • 300 g æbler i tern
  • 100 g hele mandler
  • Glasur: 200 g flormelis + 3-4 spsk rom
Hak sveskerne groft og skræl æblerne og skær dem i tern. Pisk smør og sukker godt sammen og pisk herefter æggene i ét ad gangen. Bland hvedemel med krydderier og bagepulver og vend det sammen med svesker, mandler (du kan smutte dem, men jeg synes selv, de smager bedre med skind!) og æbler, så stykkerne ikke hænger sammen. Vend forsigtigt melblandingen i æggemassen med en dejskraber og hæld dejen i en smut springform. Bag kagen ca. 1,5 time ved 175 grader - prøv efter med en tandstik om den er bagt. Dæk med alufolie efter den første time.
Når kagen er kølet af tages den ud af formen og pyntes med romglasuren. 

Som sagt er det altså en kage, der godt kan tåle at blive spist af i flere dage, da den holder godt på fugten, hvis bare man dækker den til i fx en osteklokke.



1 kommentar:

  1. Det lyder helt åndssvagt godt, og romglasur har jeg aldrig fået før, men det kan da kun være skønt :D

    - Anne

    SvarSlet