torsdag den 15. november 2012

Kylling med mozzarella og pesto i parmaskinke

Her kommer en ret til kødspiserne - og jeg kan vist godt afsløre, at det var lidt af et festmåltid, da den blev sat på bordet den anden aften: kyllingebrystfileter fyldt med pesto og frisk mozzarella og omvundet med parmaskinke.
Det ser ret overdådigt og avanceret ud, men er det absolut ikke! Faktisk er det en forbavsende hurtig og nem ret - så server den og imponer dine gæster. ;-)




Kylling med mozzarella og pesto i parmaskinke (2 personer):
  • 3 kyllingebrystfileter
  • ca. 6 tsk grøn pesto
  • 1 kugle frisk mozzarella
  • 6 skiver parmaskinke eller serrano
Skær kyllingefileterne op på langs som et hotdogbrød og læg dem 'foldet ud' på en tallerken eller et spækbræt. Fordel så pestoen på kyllingestykkerne, ca. et par teskefulde på hver, og smør det ud. Skær mozzarellaen i stave og fordel dem ligeledes på kyllingestykkerne (der er muligvis lidt for meget, afhængigt af kyllingestykkernes størrelse - gem i så fald noget af mozzarellaen til salat). Luk kyllingestykkerne sammen om fyldet og vikl 2 skiver skinke om hver. Steg i olivenolie ca. 5 minutter på hver side. Skær evt. et af stykkerne over for at tjekke om kødet er gennemstegt, hvis du er i tvivl. 


Hertil spiste vi: 

Frisk pasta med ricotta:
  • 500 g frisk pasta
  • 1/4 bæger ricotta
  • 1 tsk revet citronskal
  • 1 spsk citronsaft
  • 1 spsk revet pecorino eller parmesan
  • salt og peber
Pastaen koges efter anvisningerne og vandet hældes fra - men der må stadig godt være lidt væde tilbage. Ricotta, citronskal og -saft samt pecorino vendes i og der smages til med salt og peber.

Simpel tomat og æble-salat:
  • 3 tomater
  • 2 æbler
  • 2 tsk honning
  • 1 spsk hvidvinseddike
Tomater og æbler skæres i tern og vendes sammen i en skål med honning og eddike.

BON APPETIT.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar