lørdag den 17. november 2012

Rosenkålsslaw med appelsin og peanuts

Der er mange, jeg selv inklusive, som har lidt fobi for rosenkål, der kan have en rigtig ucharmerende dunst og kedelig smag ved sig. Men da jeg sidste år tog mig sammen til at give dem en chance, måtte jeg indrømme, at det afhænger helt og aldeles af tilberedelsen! Jeg skal give nogle eksempler her på bloggen den kommende tid og lægger ud med en slaw med frisk/rå rosenkål.



Rosenkålsslaw med appelsin og peanuts:
  • ca. 350 g rosenkål
  • 1 appelsin
  • ca. 1 dl saltede peanuts
  • 1 spsk olivenolie
  • ½ spsk citronsaft
  • 1 spsk hvidvinseddike
  • 2 tsk honning
  • ½ tsk stødt ingefær (eller ½ spsk frisk, fintrevet)
  • salt og peber
Fjern stok og evt. grimme blade fra rosenkålene, skær dem i halve  og snit dem fint. Skær appelsinen i tern og vend sammen med rosenkål i et fad. Pisk olie, eddike, citronsaft, honning, ingefær og et lille drys salt og peber sammen. Vend dressingen i salaten og drys med peanuts.

Server fx med ristet rugbrød og linsedeller.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar