lørdag den 13. april 2013

Bagt sellerisalat med rødbedechips, chevre og appelsindressing

Rodfrugterne synger snart på sidste vers for denne sæson, men da jeg faldt over denne opskrift på en salat med bagt selleri og rødbeder, og desuden havde en halv gederulle liggende, blev min interesse alligevel straks vakt!
Salaten er både en fryd for øjet og for ganen, og så er den slet ikke så tung i det, som nogle salater med rodfrugter kan virke! Velbekomme :)




Bagt sellerisalat med rødbedechips, chevre og appelsindressing (2 personer):
  • ½ stor knoldselleri
  • 4 små rødbeder
  • olivenolie til pensling
  • ½ gederulle
  • Noget grønt: fx miniromaine, frisk spinat eller blandede salater
  • 10-12 mandler
  • ½ æble
  • 1 syrligsød appelsin
  • 3/4 spsk olivenolie eller citronolie
  • ca. 2 spsk citronsaft
  • 2 tsk honning
  • salt og peber
Skær knoldsellerien i grove stave og rødbederne i tynde både. Læg dem adskilt på en bageplade med bagepapir og pensl med lidt olivenolie. Giv dem et godt drys salt og bag dem ca. 25-30 minutter ved 200 grader eller til selleristavene er møre.
Pisk imens saften af en halv appelsin, citronsaft, olie og honning sammen til en dressing og smag til med salt og peber.
Skær det halve æble i to både og skær dem i tykke skiver på tværs. Skær resten af appelsinen i små stykker (med skrællen på) og gederullen i 6 tykke skiver. Kom mandlerne i ovnen med rodfrugterne de sidste 5-8 minutter.
Anret flot på to tallerkener: først grønt, så selleri (gem evt. noget og server det ved siden af) og frugter, så rødbedechips og mandler og øverst gedeost og dressing. 






2 kommentarer:

  1. Åh, det ser alt for lækkert ud - det skal altså prøves en dag, det er alt for længe siden jeg har fået noget med gedeost, det smager ellers så skønt!

    - Anne

    SvarSlet
  2. Ja, jeg er også helt tosset med gedeost! Og salaten er et hit! ;)

    SvarSlet