tirsdag den 3. december 2013

Fennikelsalat med blåbær og smørristede kastanjer

Ristede kastanjer er ikke så almindeligt hjemme i Danmark, men her Paris kan man købe dem mange steder. Jeg besluttede mig for at prøve at lave dem selv med denne salat, og de var faktisk overraskende nemme at have med at gøre! Det er en rigtig luksussalat, som både er smuk at se på og dejlig at spise :) Server den som middagsret med brød eller som tilbehør til ostebordet. Velbekomme! 


Fennikelsalat med smørristede kastanjer og blåbær:

  • 1 fennikel (på størrelse med et medium æble)
  • 1 stor avocado
  • citronsaft
  • salt
  • 125 g friske blåbær
  • ca. 200 g kastanjer (kan evt. erstattes af valnødder eller hasselnødder)
  • en klat smør
Snit et kryds i skallen på den runde side at kastanjerne og læg dem i et lille ovnfast fast med den flade side ned. Bag dem ca. 25 minutter ved 210 grader. Tag dem ud af ovnen (som lades tændt) og lad dem køle lidt af med et viskestykke over for at dampe dem lidt. Pil skallen og den tynde hinde af og bræk dem i lidt mindre stykker. Kom dem tilbage i fadet og kom et par små klatter smør over. Giv dem et godt drys salt og kom dem tilbage i ovnen 5 minutters tid. Vend rundt i dem halvvejs for at fordele det smeltede smør.
Imens kastanjerne bages skæres fennikelen i halve skiver, så tyndt som muligt.  Avocadoen skæres i tynde både, dryppes med citronsaft og drysses med salt.
Anret salaten i et fad med fennikel nederst, så avocado, blåbær og til sidst de ristede kastanjer.









1 kommentar:

  1. Hvor er den fin og simpel,den salat - lyder så godt med smørristede kastanjer, det må jeg altså få prøvet.

    - Anne

    SvarSlet