lørdag den 18. januar 2014

Stegte svampe med soltørrede tomater, hytteost og gulerodspasta

Min kæreste er taget på udveksling i USA, så det næste stykke tid vil den i højere grad stå på mad-til-én og nok også mindre kage og mere sundt på bloggen end det sidste halve års tid har bragt! Vi levede alt for godt i Paris (og det fortryder vi ikke!), men det har selvfølgelig sat sine spor, så nu er det op på arbejdshesten igen. ;)

Her kommer en lækker kaloriefattig paleoret til én person med masser af smag og umami fra svampe og soltørrede tomater. Samtidig har jeg langt om længe anskaffet mig en spiralizer, altså et køkkenværktøj til at lave fine 'pasta'spiraler/strimler af grøntsager. Jeg er stor fan! Det ser simpelthen så fint ud, synes I ikke? :)



Stegte svampe med soltørrede tomater, hytteost og gulerodspasta (1 person):
  • ca. 250 g champignoner eller andre svampe
  • 1 lille rødløg (på størrelse med en bordtennisbold)
  • 3-4 halve soltørrede tomater (jeg bruger Nettos, der ikke er i olie, men til gengæld ret salte. Du kan evt. lige sætte dem i blød i lidt vand, inden du tilsætter dem)
  • evt. salt
  • 2 spsk hytteost
  • 1 spsk hakket/nippet frisk persille eller purløg
  • 1 stor gulerod
  • lidt balsamicoglaze
Skær rødløget i halve tynde skiver og svits dem i lidt olivenolie i en gryde. Tilsæt svampene i kvarte eller halve (alt efter hvor store de er) og steg dem til de lige akkurat er møre. Hak de soltørrede tomater groft og vend dem i. Smag om retten skal have mere salt end tomaterne tilfører. 
Lav guleroden til 'pasta' med spiralizeren (kan også gøres ved at strimle dem med en kartoffelskræller) og anret den på en tallerken med svampene. Sæt hytteosten i klatter og top med persille og lidt balsamicoglaze for et syrlig-sødt modspil til retten.







1 kommentar:

  1. Yum, det er bare nemt og lækkert med sådan en omgang.

    - Anne

    SvarSlet