mandag den 21. september 2015

Lun salat med cremet squash, rosenkål, æbler og bacon

Jeg er ikke den stor 'æg og bacon'-fan, men jeg synes bacon kan være virkelig lækkert i sammenkogte retter - eller som her: i en salat. Kombineret med rosenkål og syrlige æbler er det lige i skabet, synes jeg! :-) Velbekomme.




Lun salat med cremet squash, rosenkål, æbler og bacon (2 personer):

  • 200 g bacon i tern
  • 500 g rosenkål
  • 1 stor squash
  • 2 spsk flødeost
  • saft af en halv lille citron
  • 2 syrlige æbler
Steg baconen på en tør pande, til det begynder at tage lidt farve. Fisk baconternene op og lad dem dryppe af på en tallerken foret med køkkenrulle. Hæld det tilbageværende fedt af panden. Ordn imens rosenkålene: skær stokken af, fjern grimme blade og skær dem i halve. Kom dem på panden med et godt drys salt og steg dem til de er møre men stadig har et godt bid. Vend rosenkålene i halvdelen af citronsaften og kom dem over på en tallerken. Skær squashen i store tern og steg dem på panden med et drys salt. Vend citronsaft og flødeost med dem og fordel dem på et salatfad. Skær æblerne i tynde både og fordel dem, rosenkål og bacon oven på den cremede squash og server straks. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar