lørdag den 24. november 2012

Pandekager (uden æg og mælk) med cremet avocado-squashfyld

Det er længe, længe siden jeg postede mit første indlæg om pandekager uden mælk og æg (her), hvor æg erstattes af hørfrøslim og komælk af hjemmelavet havremælk. Siden har jeg både eksperimenteret med pandekager lavet på kikærtemel (her), (mestendels) på gryn i stedet for mel (her) og pandekager med purerede grøntsager blandet i dejen (her og her).
Men i aftes vendte jeg altså med stor fryd tilbage til det første eksperiment - jeg havde helt glemt, hvor godt de smager!
Indeni kom et lækkert cremet fyld af bl.a. avocado, squash og appelsin.



Pandekagerne finder du som sagt opskriften på her. Jeg lavede tredobbelt portion til ca. 8 store pandekager.



Cremet avocado-squash fyld (til ca. 8 pandekager):
  • 1 squash
  • 2 godt modne medium avocadoer
  • 1 stor snackpeber eller 1 rød peberfrugt
  • 1 syrlig appelsin
  • 1 lille fed hvidløg
  • Salt
  • Evt. lidt citronsaft, hvis appelsinen ikke er syrlig
  • Tomater til pynt
  • Evt. revet ost
Start med at rive squashen groft og sæt den til afdrypning i et dørslag. (Alternativt kan du komme det i en skål og hælde den overskydende væde fra, lige inden squashen blandes med de øvrige ingredienser.)
Skær peberfrugt og appelsin i små tern. Skær avocadoerne i halve og skrab avocadokødet ud med en ske. Mos det groft med en gaffel - der skal stadig være klumper i! Riv hvidløget fint og vend det sammen med alle de øvrige ingredienser i en skål. Smag til med salt og evt. lidt citronsaft. 
Server fyldet til de varme pandekager sammen med tomater og evt. lidt revet ost. 

Bon appetit!





Ingen kommentarer:

Send en kommentar